Til sæsonens første kamp havde holdleder Jørgen 2 nye spillere med, i forhold til den seneste kamp - Henrik Brok og Manasse.
Udover det lignede holdet sig selv, som det stort set har gjort det i alle træningskampene.
Op til kampen havde der været noget hvisken i krogene om at Løgstrup angiveligt skulle være dårlige. Bl.a havde vores serie 6.2 'kun' tabt 3-1 til dem. Derfor var det lidt med bange anelser at undertegnede tog afsted til bold, fordi sådanne rygter bringer som regel en elendig indstilling med sig.
| Thomas | ||||||
| Arnon | Jørgen | Gubbi | ||||
| Lars | Per | |||||
| Henrik | Donald | Søren | ||||
| Claus | Manasse | |||||
| ________ | ||||||
| Pauli | ||||||
| Lennart | ||||||
Heldigvis formåede Jørgen at få skabt overbevisning hos folk om, at det ikke blev en walkover. Holdet kom fornuftigt i gang med kampen mod et ungt Løgstrup mandskab, der viste sig at være et udemærket hold. Der var meget spil på midten af banen med os i teten. Forsvaret stod godt, og Lars og Per arbejdede energisk på den defensive midtbane. Første halveg som helhed var en ørkenvandring. Vi havde faktisk kun én reel chance i en situation hvor Manasse får afsluttet flot, men rammer overliggeren. Løgstrup derimod kom bedre med som halvegen skred frem. Vores bagerste folk blev enkelte gange lidt for modige, og gik med frem. Det blev straffet ved 2 store 100% chancer, som heldigvis for os blev brændt.
Vores 2 angribere fik ikke fat i meget i første halvdel af kampen, hvilket bestemt ikke gjorde opgaven lettere for Per og Lars på den defensive midtbane, da de hele tiden var tvunget på boldjagt, da vi offensivt ikke formåede, at få fat på og holde på bolden. Vores offensive midtbane på dagen fungerede ikke optimalt - Donald arbejde rigtig hårdt for sagen, men formåede ikke at få hold på bolden, og dermed medvirke til at skabe spillet. Altså en 1. halveg på det jævne med karakteren 'godkendt', hvor vores spil fungerede fint defensivt, men offensivt var der meget der haltede.
Fra 2. halvegs start virkede Løgstrup ovenpå. Der blev svaret igen fra vores lejr og virkelig gået til vaflerne, hvor især Per og Lars fik sat nogle hårde tacklinger ind. Vi fik tilkæmpet os overtaget igen, og forsatte vores udemærkede, men stadig tandløse spil frem ad banen. Efter 5 min. spil skiftes Søren J ud, og Pauli overtager venstrekanten.
Da der er spillet ca. 15 min. får Per spillet bolden frem til Manasse, der slipper fri, og prikker bolden forbi målmanden til en fortjent 1-0 føring. Ikke mange minutter senere bringer Lars os på 2-0 med en rigtig hammer. En flugter med det kolde venstre ben, der virkelig blev banket i kassen. Så var vi endelig helt ovenpå, og fik i denne periode presset Løgstrup over hele banen. De unge Løgstrup knægte holdt dog kadencen, og blev ikke sådan lige trætte. Vi fik sat Henrik i omdrejninger, og i dén grad pumpet nogle bolde afsted efter ham. Henrik gjorde det fint på højrekanten, men må nok skylde en lille én, da han på en flot frispilning fra Per, tyrer læderet 30 meter over mål fra under 1 meters afstand.
Ca 30 min. før tid må Arnon udgå med en lille forstrækning - Pauli kommer over og spiller Arnons markering, og gør en rigtig god figur. Han får op til flere gange sat sig godt igennem med solide tacklinger. Lennart kommer på omtrent samme tidspunkt på banen, som afløser for Donald på den offensive midtbane. Lennarts indtræden på banen var meget medvirkende til, at vi fik fastholdt vores 2-0 føring, og senere udbygget denne. Den lille rødhårede mand fik skabt den ro og balance i det offensive, som vi havde manglet hele kampen. Lennart placerede sig som altid klogt på banen, og faldt helt naturligt ind i spillet med sit gode overblik, og rolige omgang med bolden. Oppe foran fik vi mere styr på vores pres, og det forreste geled stod generelt bedre på banen i den sidste periode af kampen.
Da der resterer ca. 15 min. får Thomas sparket et af hans på dagen mange gode udspark, op til undertegnede, der header den i dybden til Lennart, der helt alene med målmanden køligt laver en finte, og vipper bolden roligt over den siddende målmand - et flot mål!
Scoringen til 4-0 er en lille solotur fra Manasse, der afdriblinger 2-3 modspillere i feltet, og til slut placerer bolden roligt nede i det ene hjørne.
Som helhed skabte Løgstrup 3 store chancer i kampen, som vi sikkert kunne have afværget med bedre returløb fra markeringsspillerne. Desuden fjumrede vi lidt rundt i det nogle gange når bolden skulle sparkes ud af feltet, hvilket skabte lidt panik. Vi var for så vidt stabile hele kampen igennem, og vinder til slut overbevisende pga. vores vedholdende og kværnende spil. På bundlinien vil jeg mene, at rutinen sejrede idag, fordi vi ikke gik i panik, men simpelthen kværnede derudaf i 90 minutter med de to Duracell kaniner i midten som drivkraften.
Det var i øvrigt en fornøjelse at se, at man kan skifte 2 spillere ind, og holdet så reelt bliver stærkere i en afgørende periode af kampen - det vidner om, at vi har et fornuftigt sammensat hold i år.
Så må vi jo bare vente og se, hvor længe der går inden trænerduoen går på rov på 2. holdet. :-)
Bedst på dagen var nok Per og Lars på midten med deres energi og vilje - de vandt begge mange bolde, og formåede også at deltage i det offensive spil.
Ringest på dagen? Skal jeg ikke bare tage den selv :-)
Det vi skal tage med til næste kamp er helt klart indstillingen og løbevilligheden - man kan virkelig fornemme at alle mand kæmper for sagen. Det vi skal have styr på er uden tvivl den offensive del af vores spil - vi skal have langt flere boldmodtagelser hos vores angribere og især offensive midtbane, så vi kan få skabt mere reel boldbesiddelse, hvor vi styrer spillet, og samtidig får skabt flere chancer. Men det kræver meget mere diciplin fra de 3 forreste, og nogle klare aftaler for hvem der gør hvad.
/cn