Lad det være sagt; der var ikke tale om en hyggelig eftermiddag i Dollerup Bakker. Derimod uddeling af øretæver til et uhyggeligt ringe Ø.K. hold. Sjældent har et et så ringe hold gæstet vores fine plæne i Låstrup.
Oplægget til kampen var naturligvis, at rette op på vores mangler fra seneste kamp.
Holdet var der kun nogle få ændringer på - Pauli startede på sin vante højrekant igen. Kim var i dagens anledning gæst på holdet i håb om, at vi kunne lære ham lidt om fodbold.
Endnu engang skulle vi møde et hold unge knøse. Vi tænkte jo sikkert alle tilbage på seneste kamp, hvor vi måtte arbejde hårdt for til sidst at vinde komfortabelt.
Allerede under opvarmingen kunne man mærke at folk var klar til kamp uanfægtet det lallende absurde tidspunkt at placere en kamp på. Indstillingen fejlede ingenting; Vi var klar til kamp.
| Thomas | ||||||
| Arnon | Jørgen | Gubbi | ||||
| Lars | Per | |||||
| Pauli | Kim | Søren | ||||
| Claus | Donald | |||||
| ________ | ||||||
| Paw | ||||||
| Lennart | ||||||
Fra første fløjt var Ø.K rystende dårlige - intet hang sammen. Deres bagerste mand kunne på målspark ikke sparke bolden 20 meter. Det tvang holdet baglæns, da vi helt naturligt lagde os frem, og pressede dem hårdt. Der var ganske enkelt tale om spil til ét mål.
Da der er spillet 12-15 min. slår Søren et godt indlæg til bagerste stolpe, hvor undertegnede header bolden i mål til 1-0. På det tidspunkt havde vi allerede brændt et par chancer.
5 min. senere er Ø.K. stadig under belejring - Kim afslutter lige uden for feltet, og lidt heldigt går bolden i mål, da målmanden halvklarer. Efter ca. 30 min. dømmes der straffespark til os efter et hjørnespark, hvor Per bliver skubbet. Kim bliver sat til at eksekvere, og gør det usvigeligt sikkert.
Målet til 4-0 er en ren Pauli Nedergaard specialitet. Ikke mange seriespillere kan prale med at have scoret hele 4 gange på indlæg!! Men det kan Pauli, da han med et indlæg til sin bror overlister målmanden og scorer et spøjst mål.
Ikke længe efter har vi endnu et hjørnespark hvor både Jørgen, Donald og jeg selv står som perler på en snor for at heade kuglen i kapellet. Hverken Jørgen eller jeg rammer bolden, men det gør Donalds skallede isse angiveligt - så tillykke til Donald med det første mål på serie 5... vi glæder os til smørrebrød og snaps, som det jo er kotume ved sådan en begivenhed!
Derudover har vi et ocean at store chancer... 8-0 ved pausen havde afgjort været realistisk chancernes mængde og størrelse taget i betragtning. Bl.a. har Søren en friløber han så godhjertigt vil spille over til mig, men ak ak - græsset var langt, snørrebåndene strammede - oh jammer, bolden nåede 1,5 meter inden målmanden samlede den op! Per har et rigtig godt indlæg som undertegnede var 11kg for tung til at nå op til. Jeg har desuden en halvflugter på en ripost, som målmanden klarer. Derudover har vi adskillige opspil, som vi ikke forvalter helt godt nok...men alt forladt når man er foran, og modstanden ikke er overvældende.
I halvegen pjatter vi og taler mest om alle de spildte chancer vi har haft. Først til sidst i pausen grynter et par af de mest erfarne hanner i flokken, at vi skal tage opgaven alvorligt, og ikke lukke dem ind i kampen med nogle pis-mål.
Uanset hvad, så var vi ikke klar, da der blev fløjtet op igen. Foran 5-0, i glimrende solskin og med udsigt til kolde øl efter kampen - ja så var de små hjerner sat i dvale! Vi gik meget ned på koncentrationen, vi fjernede fokus fra at presse dem højt oppe på banen. Omvendt skal ØK have stor kredit for deres 2. halveg. De havde en modig indstilling, og prøvede soleklart at give os vores egen medicin - pres højt oppe på banen. De fik til dels succes, da vi som sagt snorksov fik de rig lejlighed til at presse os i situationer, hvor vi på midten og i de bagerste rækker ikke havde åndnærværelse til at losse kuglen ud i træerne. Det resulterede da også ganske naturligt i en reducering til 5-1. I et ganske kort øjeblik vakler vi en smule, mest fordi vi mentalt allerede er gået til omklædning. Vi har heldigvis fra 2. halvegs start sat Paw på banen som frontløber, og han får os på ret kurs igen med målet til 6-1. Det var en rar scoring, der fik os tilbage i kampen i en styrende rolle. Midt i halvegen scorer Paw til 7-1 på en friløber, hvor han til slut tackler målmanden og triller bolden i det tomme mål. Lidt senere får Paw muligheden for at lave et ægte hattrick. Paw vælger dog i helt fri position, at spille bolden til Per, der så lidt overrasket ud i situationen over det generøse tilbud. ØK får scoret til 7-2 i en situation, hvor en mand får lov til at vade igennem 4-5 gule bluser der ikke reagerede. Som én spiller sagde om situationen efter kampen - "Den første gule han passerer er ok, men nummer 2 gule spiller skal save ham midt over i lårhøjde!". Jeg kan delvis tilslutte mig dette, men et lille frispark kunne godt have gjort det.
Kampens spiller...bob bob bob...Duracell kaninerne (Per & Lars) var igen rigtig gode. Kim gjorde det så godt som han kunne:-) Donald spillede hans til dato bedste kamp, og Pauli gjorde det også godt på højrekanten. Men i dag må det være Per Kirkeby - super defensiv, og var også god fremad banen.
Ringeste: aarrghhh.... jeg skal nok tage den igen.
Kedede sig mest: Thomas - havde vist en stille dag i buret :-)
Det absolut positive er, at vi presser dem helt i bund og er totalt styrende. I første halveg får ØK ikke lov til noget som helst - ethvert forsøg fra deres side bliver enten stoppet inde i midten af Duracell kaninerne, eller også endte opspillet så snart de rendte ind i Gubbi. At vi lukker dem lidt ind i kampen i 2. halveg er nærmest uundgåeligt. Vi formår dog rutineret, at slå tilbage, holde hovedet koldt og gøre arbejdet færdigt uden optræk til panik eller lignende. Alt i alt en meget overbevisende opvisning...men altså på en usandsynlig ringe baggrund!
Næste gang er det de grønne farver fra Skals, der står på menuen. Jeg håber at folk er lige så klar som i dag. Kampen bliver selvsagt meget sværere...men med dén indstilling vi viser, så skal Skals holdleder Kandee i dén grad spænde hjelmen for at få øje på 3 point til sit trængte Skals hold.
cn/