Svingende start.


Skrevet 12. april 2011 af Administrator

Klubbens 1. hold har den seneste uge spillet 2 træningskampe. Endnu engang mod Højslev St. d. 11/3 og mod Nørager d.13/3.

Kampen mod Højslev var meget mere jævnbyrdig end det første møde, hvor holdet tabte stort. I denne kampe var der mere vilje at finde hos spillerne. Spillet derimod efterlod meget at ønske på en svær bane. Holdet kommer bagud på en misforståelse i forsvaret. Ikke lang tid derefter udligner Lars Thorsager, der forfølger en løs bold og får prikket den i nettet forbi keeperen. Inden halveg bringer holdet sig i front ved et indkast. Kynde kaster langt til Kim Hermansen, der smart sætter en mand af og vipper bolden ind i feltet hvor Claus Nedergaard er på pletten til 2-1.
I anden halveg bølger spillet frem og tilbage. Tættest på er man, da Claus Nedergaard afslutter på underkanten af overliggeren, men bolden hopper i spil igen. Lidt senere har Højslev en afslutning på stolpen. Højslev kommer på 2-2, da forsvaret ikke får ekspederet bolden væk. Man er dog stadig godt med og presser på. Kort efter udligningen sendes Jakob Frandsen afsted, han løber fra Højslev forsvaret og bringer holdet på 3-2. Men desværre er Højslev på 3-3 få minutter efter. De resterende 5 minutter af kampen er holdet forholdsvis pressede, og gør det ikke nemt for sig selv med håbløse tilbagelægninger til Jan Sørensen i målet.

 

Lørdag d. 13/3 mødte holdet Nørager på kunststofbanen i Hobro. En kamp som holdet tabte 3-1. Der kan ikke siges meget om dette. Totalt uforståeligt, at man i store perioder på en 100% jævn bane ikke kan aflevere en bold over 1½ meter. Flere af holdets spillere lignede ikke spillere, der brændende ønsker sig snart at komme i gang med turneringen! 
I perioder blev holdet regulært kørt baglæns af et middelmådigt Nørager hold. Til positivsiden skal dog nævnes at holdet i perioder mandede sig op, og viste smagsprøver på noget af det gode spil holdet formår. Men ligeså skidt så man ud ved de 3 scoringer. Og Nørager kunne nemt have lavet et par stykker mere. Holdets enlige mål faldt i slutfasen, hvor Allan Hermansen var blevet skubbet længere frem på banen. Allan får på kanten af feltet afsluttet, så keeperen må ned og parere, Claus Nedergaard er over riposten og vipper bolden forbi keeperen.

Nu skal alt ikke være negativt...for ingen tvivl om, at spillerne og kvaliteten i truppen til at vinde kampene er til stede. Det er bl.a. viljen og kampånden fra sidste sæson der skal genfindes. 
Desuden er ikke alle spillere endnu i god nok kondition til at holde niveauet en hel kamp. Det faktum kombineret med trænerduoens afprøvning af spillere på alternative pladser, samt justeringer i spilsystemet har naturligvis også haft en smule indflydelse på spillet i de første kampe.