Afslutningsfest 2015

Afslutningsfesten i Borup Idrætsforening og SUB09 blev lørdag den 14. november afholdt i Låstrup Forsamlingshus. Formand Lars Justesen bød velkommen til årets sidste fest, hvor 75 af foreningens medlemmer var mødt frem for at fejre, at både herrernes og damernes førstehold kunne fejre oprykning. Herrerne til serie 3 og damerne til Kvindeserie Vest.

Formand Lars Justesen

takkede Kean Elkjær og Mads Bøgh for deres initiativ og arbejde med at holde et serie 6 hold kørende i Borup IF. Desværre blev det i sæsonen alene til 4 kampe, hvilket er ærgerligt, når vi nu havde holdet. Vi kan glæde os over, at de aflyste kame ikke skyldes vores hold, men afbud fra modstanderne, og Kean og Mads har bestemt gjort et stort stykke arbejde for at holde holdet kørende. Lars Justesen overrakte en fælles kurv til de 2 tovholdere.

Karin Elkjær, Pia Svendsen, Henriette Mikkelsen og Annike Trinderup står sammen med Kurt Elkjær for at få mad på bordene til aftenens fest. Stort bifald og tak til de aktive kvinder i køkkenet og mand ved grillen.

Herreholdene:

Træner Niels Klausen:

takkede for en god succesfuld sæson i Borup Idrætsforening, hvor foråret bød på nedrykning for førsteholdet og efteråret bød på oprykning igen. Forårssæsonen var præget af nogle ærgerlige skader, men en håndfuld spillere stod sammen og gjorde det rigtig godt trods de svære odds. Trænerens egen skade og ikke mindst målmand, Jan Sørensens skade var af stor betydning for holdets evne til at begå sig i serie 3. 31 forskellige spillere har stået på holdkortene, hvilket er mindst 10 for meget, hvis holdet skal være spillet sammen og have en chance. Det blev til 10 nederlag i forårssæsonen og ingen tvivl om, at holdet skulle rykke ned i serie 4.

Ved byfesten i Låstrup vendte holdet, og sommerturneringen blev vundet overbevisende. Dermed var grunden til et godt efterår lagt. 5 spillere fra ungdomsrækkerne er rykket op, og de har gjort deres entre på seniorholdene med bravur. Træneren oplyste, at de til tider nærmest har været som at være lilleputtræner, men over sæsonen har de unge udviklet sig fantastisk, og med en gennemsnitsalder på 20½ år i den næstsidste kamp, er der virkelige noget at bygge videre på i Borup Idrætsforening.

Efterårssæsonen har budt på et godt træningsmiljø, hvor der ofte er 16 mand eller flere til træning 2 gange om ugen. Flere kunne være med, og det er også et mål for forårets træning, at spillerne skal prioritere træningen højt, så dumme afbud undgås.

Niels Klausen takkede for samarbejde til andentræner, Søren Offersen, fodboldudvalget, bestyrelsen,  målmandstræner, Bo Soelberg og ikke mindst holdleder, Poul Børge Tougård. Alle har gjort en fantastisk indsats for holdet og klubben.

Søren Offersen:

Takkede ligeledes for en god sæson som holdleder for andenholdet, der endte med at rykke ned i serie 5 til den kommende sæson. Inden forårssæsonen var målet at blive i serie 5 med de spillere, der var til rådighed. Holdet fik en hård start i en træningskamp mod vores egne U16 drenge, der vandt hele 12-1 over andenholdet. Det var ikke nogen god start, men da turneringskampene gik i gang vendte det hele stille og roligt. Først med uafgjort mod Ulbjerg og dernæst med sejre, så man i den sidste kamp i foråret kunne sikre sig oprykning til serie 4. Jørgen Nielsen scorede som ”grand old mann” sejrsmålet og holdet rykkede op i serie 4.

Det blev i efteråret til en række nederlag, og holdet rykker fortjent ned i serie 5 igen. Søren takkede for god opbakning til holdets kampe. Det har aldrig været svært at stille hold, så på trods af nedrykning, betegner holdlederen sæsonen som godkendt. Søren takkede træner Niels Klausen for godt samarbejde, Bo Soelberg for god sparing og træning af målmændene, Poul Børge for godt samarbejde og bestyrelsen for god opbakning. Endelig takkede træneren Lars Tougård for hjælpen i akutte situationer, hvor han har trådt til med en hjælpende fod.

Anførere Frederik Hvid fra førsteholdet og Per Kirkeby Sørensen for andenholdet takkede trænerene for en god sæson og overrakte kurve til dem. Ligeledes blev Poul Børge Tougårds præstation som holdleder fremhævet, og han fik endnu en tak med på vejen fra spillerne.

Trænerne motiverede deres valg af årets spillere på de 2 hold og uddelte pokaler og træningsflid på herresiden.

Årets spiller serie 4-1:              Kim Hermansen

Årets spiller serie 4-2:              Kaare Elkjær

Træningsflid herrer:                  Frederik Hvid

Dameholdene:

Træner Lars Løvig

Takkede på damesiden for en fantastisk sæson, hvor holdet er rykket op hele 2 gange. Først fra serie 1 til Jyllandsserien og sidst fra Jyllandsserien til Kvindeserie Vest. Træneren trådte til i foråret og har siden da oplevet et godt fodboldmiljø, hvor han har følt sig rigtig velkommen på de 3 stadions i klubben.

Over sæsonen har træneren oplevet en god tilgang af spillere og antallet af damer til træning er støt stigende. I starten var der på gode dage 14-15 spillere voksende hen over sæsonen til 20 spillere pr. gang, kulminerende med hele 26 spillere til den sidste træning i sæsonen. Det lover godt for Viborg Kommunes nu 2. bedst placerede hold kun overgået af Team Viborg.

Træneren har på fodboldbanen set en god udvikling, hvor der er blevet spillet flot fodbold. Spillet er præget af et boldbesiddende spil, hvor samspillet er i højsædet mere end de individuelle præstationer.

Uden for fodboldbanen har træneren oplevet en fantastisk opbakning, ikke mindst til oprykningskampen på Borup Stadion, hvor ikke mindre end 130 tilskuere troppede op for at give holdet den fortjente opbakning. Holdet vandt overbevisende 10-1 i den sidste kamp, så ingen skulle være i tvivl om, at holdet har fortjent oprykningen.

Træneren takkede medtræneren Chilli for godt samarbejde, han takkede Else Astrup for konstruktivt arbejde for holdet. Han takkede dameudvalget og moderklubberne Ulbjerg, Skals og Borup for opbakning til damefodbolden.

Holdleder Else:

Takkede førsteholdet for en god sæson. Hun takkede klubberne for opbakning til damefodbolden gennem det forløbne år. Else oplyste, at hun gerne ville trække en enkelt persons præstation frem. Det er Poul Børge Tougård, der har fulgt dameholdet i mange år. Helt tilbage i 1989, var det Poul Børge, der ringede til hende, mens hun endnu var juniorspiller, for at spørge, om hun ikke ville hjælpe det daværende damehold. Hun sagde dengang ja og ønsker nu at takke Poul Børge for hans vedholdende indsats for damefodbolden. Han har gennem det forløbne år været en trofast tilskuer, uundværlig hjælper for dameudvalget, ikke mindst da der i vinterpausen sidste år skulle skaffes en ny træner. Else takkede af hjertet Poul Børge Tougård for hans indsats.

Holdleder Kandee:

Takkede andenholdet, der spiller i serie 2 for en god sæson, hvor han har oplevet en god succes med holdet. Det har givet gode oplevelser på fodboldbanen gennem sæsonen. Han fremhævede, at holdet fysisk, socialt og taktisk er opkvalificeret fra det gamle 7-mandshold til et fuldblods 11-mandshold. Holdet har haft modgang, men på trods heraf, har han ikke oplevet determinisme. Han takkede Lars og Chilli for godt samarbejde og god træning til spilleren.

Anfører, Kathrine Bach Møller

Takkede på vegne af spillerne trænerne Lars og Chilli for en sæson, hvor det såvel socialt som fodboldmæssigt har gået godt. Trænernes engagement har helt sikkert haft en positiv indvirkning på tiltrækningen af nye spillere og på lysten til at møde op til træning. Kathrine takkede desuden Else, Janni og Kandee for deres indsats som holdledere i det forløbne år.

Trænerne motiverede deres valg af årets spillere og træningsflid på damesiden:

Årets spiller Jyllandsserie:      Line Møller

Årets spiller Serie 2:                  Julie Lange

Træningsflid damer:                 Anna-Kathrine Mikkelsen

Klubben:

Årets BIF’er:

I forbindelse med festen blev titlen som Årets BIF’er 2015 udnævnt af sidste års BIF’er Morten Nielsen. Den ærefulde titel gik i år til Kurt Elkjær, der gennem mange år har lagt et stort arbejde i Borup Idrætsforening. Morten Nielsen motiverede valget af Kurt Elkjær.

Han oplyste, at Kurt er Borup Idrætsforenings fotograf nummer 1. Der sker ikke noget i Borup Idrætsforening, uden at Kurts kamera foreviger aktiviteterne. Det gælder både på og uden for fodboldbanen. Kurt er Borup Idrætsforenings repræsentant i DBU Jylland. Han sidder i VOBU som formand. Han bruger mange timer på at være kampfordeler og lægger et stort stykke administrativt arbejde for klubben. Kurt er desuden tovholder på idrætsforeningens frivillige indsats i ”Borup-kiosken” på Energi Viborg Arena, hvor foreningen til alle hjemmekampe stiller 13-15 frivillige hjælpere. Kurt er altid med til arbejdsdage i foreningen og med sit gode håndelag, specielt inden for metal har Kurt bl.a. lavet grill, tilbygning til byfestteltet og rigtig mange andre hjælpemidler. Han er heller ikke bange for at tage fløjten i munden og dømmer gerne ungdomskampe, hvis der er behov for det.

Kurt Elkjær gennem mange år har lagt et stort arbejde i Borup Idrætsforening. Han har mange kasketter på, og man går aldrig forgæves til Kurt, hvis man har brug for hjælp. Kurt er altid yderst tjenestevillig og hjælpsom, har sit gode humør med sig og giver gerne altid en opmuntrende bemærkning med på vejen. Samtidig bidrager Kurt til fællesskabet på sin helt egen uselviske facon. Ingen er i tvivl om, at Borup Idrætsforening fylder meget i Kurts liv og at Kurt fylder meget i Borup Idrætsforening.

Med andre ord har Borup Idrætsforening fået en ny værdig modtager af den ærefulde titel som Årets BIF’er. Morten overrakte vandrepokalen og publikum bifaldt valget med en kæmpe stående applaus til Kurt Elkjær, der synligt rørt modtog pokal og titel.

Engtrampere:

Karin Elkjær og Christopher Justesen udnævnte årets Engtramperinde og årets Engtramper 2015. Karin motiverede valget af Line Bach Møller på damesiden, mens Christopher Justesen fremhævede Frederik Hvid på herresiden.

De nye Engtrampere åbnede dansegulvet, og der blev festet oven på den gode sæson.