Viborg Svømmeklub på besøg i Låstrup

Viborg Svømmeklub på besøg i Låstrup

For tredje år i træk har Viborg Svømmeklub valgt Låstrup med Kulturcenter Værestedet og Borup Idrætsforenings faciliteter som udgangspunkt for sæsonstarten med en rystesammentur. Der deltager ca. 100 unge svømmere i alderen fra 9-20 år i turen. 

Svømmerne er fra Viborg Svømmeklubs konkurrenceafdeling, hvor de ældste af svømmerne svømmer hele 8 gange om ugen, så det er vigtigt, at de lærer hinanden godt at kende, for de kommer til at tilbringe mange timer sammen i den kommende sæson. 

Derfor rystes holdene og konkurrenceafdelingen sammen på en fælles tur med gode fysiske og sociale udfordringer. F.eks. starter alle svømmerne med at cykle fra Søndre Skole ad Himmerlandsstien og cykelstien til Låstrup. 

Fredag aften er der aktiviteter på Borup Stadions træningsbaner i Låstrup. Børnene skal sove på Kulturcenter Værestedet og i Borup IF Klubhus, mens de ældste af svømmerne lørdag arrangere aktiviteter for de yngre svømmere igen på Borup Stadion. 

Tag godt imod de unge svømmere, og tal endelig til dem og spørg ind til deres svømning, hvis I får muligheden. Svømmerne fortæller gerne om deres sport og oplevelser. Svømmeklubben har været glade for vores faciliteter og det er vigtigt, at vores fælles faciliteter benyttes, hvis vi fortsat skal have støtte til at drive dem. 

Se foto fra sidste års Rystesammentur på dette link.