Referat Kvindeserie Vest Kjellerup - SUB09

SUB 09 må ned i jyllandsserien

Det øverste rangerende damehold i Viborg Kommune er som bekendt SUB 09. Efter en svær periode med mange skadede spillere, står det nu fast, at holdet må rykke ud af Kvindeserien, og holdet spiller således i Jyllandsserien i efterårssæsonen.

Senest tabte holdet fredagens kamp i Kjellerup, og da de øvrige bundhold Mejrup og Vorup begge vandt, så er det hele afgjort i anden sidste runde. SUB09 kan ikke nå at redde sig i sæsonens sidste kamp mod netop Vorup.

Ud over de mange skader, mistede SUB09 inden sæsonen en af holdets store profiler Leah Sørensen. Det var mere, end holdet kunne kompensere for med tilgangen af unge spillere fra ungdomsrækkerne.

Det kunne tydeligt ses i kampen mod Kjellerup, hvor holdet efter at have spillet en godkendt første halvleg, blev totalt overmatchet. Holdet tabte hele 7-0 i den vigtige kamp efter 3-0 ved pausen.

I første halvleg spillede SUB09 ellers fint, men heldet var med Kjellerup, der scorede på stort set de 3 chancer, som de havde i halvlegen. I den modsatte ende af banen lykkedes det ikke for SUB09 at spille sig frem til chancer, så helt fortjent 3-0 føring ved pausefløjtet.

I anden halvleg satte Kjellerup turbo på og scorede yderligere 4 mål. SUB09 spillede sig frem til en enkelt chance, da Charlotte Kjølhede spillede Ida Gundersen helt fri, men desværre blev hendes træk uden om målmanden for kort, og bolden blev opsnappet, inden den endte i netmaskerne. Ikke så meget at sige ud over, at SUB09 mødte et stærkere mandskab i Kjellerupholdet, og må erkende, at holdet nu hører hjemme i Jyllandsserien.

Kampens spiller blev suverænt Charlotte Kjølhede. Hun var i dagens kamp rykket lidt længere ned på den centrale midtbane, og gjorde det trods svære odds fortrinligt.

Annoncesponsor for dette opslag er: