Fjordklyngens Cykelholds klublokale indviet

Torsdag den 11. maj indviede deltagerne i Fjordklyngens Cykelhold deres nye lokaler ved Kulturcenter Værestedet i Låstrup. Det skete efter den ugentlige cykeltur på de i alt 7 cykelhold, hver torsdag kl. 1730 har deres udgangspunkt ved kulturcenteret. I dagens anledning var holdkaptajnerne blevet bedt om at komme hjem efter 1½ times cykling, så der var tid til indvielse og hygge.

I alt 31 cyklister deltog i cykeltur og indvielse, så pladsen var trang – både i lokaler og på bord-bænkesæt uden for klublokalet. Frivillige pårørende havde forberedt grill til medbragt mad. Snart blandedes duften af svedige cyklister med liflige duft af grillmad. Det var rigtig råhygge under passende uformelle former.

Under middagen blev der på tværs af holdene talt om cykelgrej, rutevalg, intensitet og fremtidsplaner. Der blev udvekslet erfaringer om valg af cykeltøj og meget andet, så de nyere cyklister kan drage fordel af de mere erfarne cyklisters erfaringer.

Ved stiftelsen af det nye cykelhold i starten af 2017 skønnedes det ikke, at der var egnede lokaler på Kulturcenter Værestedet. Derfor blev cykelholdets nye klublokale indrettet i en gammel skibscontainer, der står uden for Kulturcenter Værestedet. Containeren er  sat i stand med frivillige hjælperes arbejde. Bl.a. er containeren malet udvendig og inventar er opbygget minimalistisk med borde og bænke til socialt samvær efter de ugentlige cykelture. 

På Fjordklyngens Cykelhold er der rig mulighed for at få sin lyst til cykling styret uanset erfaring, ambitioner og fysisk formåen. Der cykles på racercykler i flere tempi. Lige fra holdet, der cykler 60 kilometer med en gennemsnitshastighed på over 30 kilometer i timen til begynderhold med mindre ambitioner på 50 kilometer på omkring 20-25 km/t.

Desuden cykles der på mountainbike i 2 tempi. De hold hedder henholdsvis store- og lille klinge. Navnene henviser selvfølgelig til intensitet på turen, men der er også forskel på holdenes rutevalg, udfordrende stier, samt cyklisterne mod på at cykle på teknisk svære ruter.

Endelig er der cykelholdets nyeste hold ”Naturholdet”, hvor der ikke er krav til udstyr, fysisk formåen og kondition. Formålet med Naturholdet er at komme ud i Fjordklyngens flotte natur. På holdet er der tid til at standse op og nyde naturen, men samtidig at få lidt motion med ligesindede.

Alle der har lyst til at prøve kræfter med cykelsporten og at nyde naturen på cykel kan være med. Der cykles hver torsdag fra Kulturcenter Værestedet kl. 1730. Følg med på cykelholdets facebookside, hvor eventuelle ændringer oplyses. Facebooksiden kan ses på dette link: https://www.facebook.com/groups/Cykelholdet/

Se flere billeder fra indvielsen på dette link. 

 

Her hygges i Fjordklyngens Cykelholds nye klublokale.