Referat serie 5 Borup IF - Ulbjerg IF

Scenen var sat til den store fodboldkamp i Borup, da Ulbjergs serie 5 herrer kom på besøg. Vejret var fantastisk til fodbold. Næsten vindstille, næsten fuld sol og vejr til at sidde udendørs i korte ærmer og korte bukser. Kun nok vind til, at flaget lige netop kunne vejre en smule. Kolde øl i køleren og grillpølser på grillen. Hvad kunne publikum næsten forlange mere ud over spænding og flot fodbold.

Målet for den første del var der styr på, så nu manglede bare, at spillerne leverede det sidste. Efter at have set kampen måtte publikum konstatere, at der manglede både spænding og flot fodbold. De måtte nøjes med at glæde sig over vejr, pølser og øl.

Kampen startede fint for Borup, der i starten af kampen havde overtag i spil, men chancer lykkedes det ikke rigtigt at komme til. Borup pressede på, men uden den fornødne skarphed i opspillet. Det lykkedes ikke rigtigt at komme til gode chancer. Ulbjerg havde et par skud på stolpen, hvor heldet var på Borups side og chancerne løb ud i sandet.

Efter 30 minutter blev Joachim Hvid tacklet hårdt med en øm fod til følge. Borups spillere mente, at der burde have givet gult kort til Ulbjerg spilleren, men det var dommeren ikke enig i.

Umiddelbart inden pausen var heldet så endelig med Ulbjergs drenge. En dropbold landede i feltet foran Christian Mønsted i Borup målet. Borup forsvaret fik ikke clearet bolden, og den endte i Borups målnet til pauseføring 0 – 1 for gæsterne fra Ulbjerg.

Anden halvleg startede igen med spillet i Borups favør. Det lykkedes dog fortsat ikke at komme til chancer. Derfor blev Borups angrebsjoker Peter Skov sat på banen. Nu skulle der spilles til mål i Ulbjerg enden.

½ time inde i anden halvleg måtte Rasmus Abildskov Nielsen desværre udgå med en skade. Han måtte hjælpes fra banen med ondt i det ene ben efter et skrub fra en Ulbjerg spiller.

Kort efter presser Ulbjerg på. Christian Mønsted reddede en friløber fra Ulbjerg, men fik desværre ikke bolden væk. Ulbjerg kommer til endnu en chance, som Allan Hermansen redder på stregen. Tæt på og lige ved og næsten. Heldet igen på Borups side.

I kampens 80. minut var Borups strategi med Peter Skov lige ved at lykkes. Han fik en kæmpe chance, men det fusede desværre ud i græsset, og måltavlen forblev på 0-1 til gæsterne. 5 minutter senere havde Carsten Gundersen en friløber, men heller ikke han formåede at afslutte med bolden i målnettet.

Tiden løb ud, og det lykkedes ikke for Borups spillere at få udlignet. Fortjent sejr til Ulbjerg set ud fra chancer, men ikke helt fortjent henset til, hvem der havde bolden og spillet.

Ikke nogen fantastisk fodboldoplevelse for det ellers talstærke publikum, der havde fundet vej til Borup Stadion på denne aften. Godt at der så var varme pølser og kolde øl at trøste sig med. Selvfølgelig også det gode selskab og hyggen omkring klubhuset.

Jørgen Nielsen blev efter kampen valgt til kampens spiller for Borup IF. Jørgen Nielsen spillede en fin kamp og gjorde sit til, at spillet skulle hænge sammen. Fortjent at han blev kampens spiller.

Spillerne havde selv arrangeret en spontan grill-hyggeaften efter kampen. Kurt Elkjær stod klar ved grillen og Karin havde fabrikeret kartofler, sovs og salat, så der var trods nederlag god stemning på Borup holdet. Ulbjerg kunne drage hjem med yderligere 3 point på kontoen, hvor holdet konsoliderede deres andenplads i puljen 2 point efter Møldrup/Tostrup IF, der ligger på førstepladsen.

Serie 5 spiller næste kamp torsdag den 25. maj kl. 1530 i Bjerregrav.

Se fotos fra kampen på dette link. 

Kampens spiller Jørgen Nielsen varmer op til grill-hygge efter kampen. 

Annoncesponsor for dette opslag er: