Referat serie 5 Vejrumbro - Borup IF

Fredag den 6. oktober drog Borup Idrætsforenings serie 5 herrer til Vejrumbro for at udkæmpe et slag om 3 point til kontoen. Både Vejrumbro og Borup lå inden kampen midt i puljen, hvor Borup dog havde 5 point mere end Vejrumbro.

Borup sad på spil og chancer i store dele af kampen og kom klart bedst fra start. Flere gange brændte det på i Vejrumbros ende af banen, men en sikker målmandsindsats gjorde, at Vejrumbro holdt sig inde i kampen. Blandt andet havde Johan Nielsen en friløber, hvor han var alene med målmanden. Målmanden var dog sikker i sin indgriben og havde kikket Johans afslutning ud, så her slap Vejrumbro med skrækken.

Tilskuerne skulle helt frem til kampens 26. minut, inden Rasmus Abildskov Nielsen lavede et flot mål på en hård helflugter op i nettaget. Her havde målmanden ikke en chance. Havde han stået i vejen, så var han røget med ind over stregen. 0-1 i Borups favør, var helt fortjent.

I kampens 33. minut havde Borup kæmpet sig frem i banen og fik et frispark lige uden for feltet. Rasmus Abildskov Nielsen tog sig af frisparket, som dog kiksede, og det blev ved chancen.

Minuttet efter havde Joachim en aktion mod en fremstormende Vejrumbrospiller. En glidende tackling, hvor han først tog benene på modstanderen og godt nok ramte bolden bagefter. Kampens dommer var imidlertid ikke i tvivl. Joachim måtte på bænken for at køle af i 10 minutter, da det i dommernes optik var alt for farligt med så intens en indgriben i en serie 5 kamp.

2 minutter senere udnyttede Vejrumbro overtalsfordelen og udlignede til 1-1 på en forsvarsfejl i Borups felt. Ærgerligt mål, som ikke var fortjent set i forhold til spil og chancer. Én chance og ét mål, det var effektivt klaret af Vejrumbro.

1-1 var resultatet ved pausen i en kamp, der i øvrigt blev spillet på Vejrumbros lysbane, der ikke gjorde tingene nemmere. Lavt hængende lamper og dårligt lys, gjorde det svært at se bolden i halvmørket. Det mente i hvert fald Borups målmand og træner Martin Gundersen.

I anden halvleg fortsatte Borup med at have teten i kampen. 25 minutter inde i halvlegen erobrede Borup bolden midt i banen. En hurtig omstilling fra Johan til Henrik gjorde, at Henrik flot kunne sende bolden i netmaskerne til en 1-2 føring.

10 minutter senere blev endnu en bold opsnappet,da Vejrumbro lavede et decideret dårligt udspark. Johan blev sendt af sted, gik mod baglinjen og sendte bolden ind over målfeltet, hvor en Vejrumbrospiller valgte at lave et selvmål. 2 fejl af hjemmeholdet og effektivt spil af Borup bragte holdet foran 1-3.

I kampens sidste minutter blev det til endnu en stor chance til Borup, da Mike Vestergaard Lybæk fik sig tilkæmpet et straffespark i en frisparksituation. Joachim Hvid skulle effektuere og omsætte den store chance til Borup. Han valgte dog at lave en Preben Elkjær og satte bolden langt over målets overlægger.

Det blev ved resultatet 1-3. En velfortjent sejr, der bragte Borup tættere på toppen i puljen, hvor en oprykning begynder at true.

Kampens spiller blev Johan Nielsen, der med hurtige træk og god intensitet gjorde det godt i aftenens kamp.

Kampens spiller Johan Nielsen

Annoncesponsor for dette opslag er: