Borup IF herrer på træningslejr.

Borup Idrætsforening spillede i forrige weekend træningskamp mod Tjele Vest Sport (TVS) i Rødding. Det blev en kamp, hvor alt gik skævt for Borup. Serie 2 mandskabet fra TVS spiller en række højere, og det var for stor en mundfuld for vores drenge.

I kampen gik alt galt, så det tjener ikke noget formål at udpensle det på skrift. Vi konstaterer bare, at holdet tabte 5-0 til en bedre modstander. Desværre førte kampen også til, at Borup fik 4 mand skadet. Blandt de skadede var Borups hurtige kant Malik, der fik en skulder slået af led, og må på bænken i 2-3 måneder. Øv for den kamp.

I forgangne weekend var det så tid til at se fremad og at bygge op igen. Borups herrer drog på træningslejr i Spjald ved Ringkøbing. Træneren løftede på hatten, for hele 34 spillere havde meldt sig til træningslejren fra fredag til søndag. Det må siges at være positivt oven på det nedslående resultat sidste weekend.

Den første weekend i foråret, burde have budt på forårsvejr og spirende græs. I stedet blev drengene budt på bidende kulde og blæst. Benene blev dog rørt på kunstgræsbanen i Spjald, inden spillerne kunne sætte sig til bordet og indtage en middag. Aftenen blev fordrevet med spillersamtaler, forventningsafstemning og hygge spillere og trænere imellem.

Lørdag startede med fin morgenmad og de sidste spillersamtaler blev holdt. Derefter spillermøde og optakt til eftermiddagens fodboldkampe. Både serie 3 og serie 4 skulle spille træningskampe.

Serie 3 mødte Bjerringbro fra serie 2. Ifølge vores udsendte gjorde Borup det fint, men endte alligevel med et nederlag på 0-3. Bjerringbro scorede et par glimrende mål, og Borup havde svært ved at tilspille sig chancer. Peter Lund havde dog et godt skud på mål, som med lidt held kunne have givet lidt spænding. Det skete ikke, og Bjerringbro vandt fortjent 0-3. Christian Mønsted stod ifølge vores udsendte en pragtkamp i Borups mål.

Serie 4 spillede træningskamp mod Bjerringbros serie 4 hold. Her spillede Borup en god første halvleg, hvor de fleste af spillerne fik rørt benene for første gang i 2018. Bjerringbro kom foran med et enkelt mål, og Kenni Elkjær udlignede Bjerringbros føring sidst i halvlegen.

Borup spillede med stor optimisme, men efter pausen løb Borup tør for kræfter. Efter 15 minutter var der udsolgt, og Bjerringbro gjorde det onde ved Borup med tenniscifrene 1-6.

De 2 kampe blev evalueret, og der blev sat fokus på de elementer, der kunne bygges videre på.

Lørdag aften stod på festmiddag og kammeratskabsaften til ud på natten. Herunder uddeling af diverse priser til de spillere, trænere og ledere, der har gjort sig fortjent til titler i årets løb. Se billederne herunder.

I dagens Danmark tales der meget om mangel på håndværkere. Efter sigende kunne interesserede have hentet en god håndfuld tømmermænd i Spjald søndag morgen, så den stod på pleje og fælles oprydning, inden spilleren drog hjem mod Borup.

Endnu en vel overstået træningslejr, hvor det sociale fællesskab blev plejet.

  

Årets kvindejæger: Jacob

 

Årets frisør: Mark

 

Årets flotte fyr: Aske

  

Årets hidsigprop: Niels

 

Årets måltyv: Kenni

 

Årets kammerat: Steffen

 

Årets hjælper: Poul Børge

Annoncesponsor for dette opslag er: