Vintercup Midtjylland første afdeling i Fjordklyngen

Foto Jacob Thorup Kjærsgaard.

Fjordklyngens Cykelklub afholdt lørdag den 3. november første afdeling af MTBO Vintercup Midtjylland 18/19. Arrangementet var ét af 5 løb i et samarbejde om mountainbike orienteringsløb i Skive/Viborgområdet. Der arrangeres løb den første lørdag i hver måned med start i og arrangeret af forskellige cykelklubber. Denne vinters første løb var altså arrangeret af Fjordklyngens Cykelklub.

Fjordklyngens Cykelklub er en næsten ny cykelklub, og det er kun anden gang, at klubben er med til at arrangere orienteringsløbet. Da der ikke er tradition for forhåndstilmelding, så var de frivillige i klubben spændte på, hvor mange mountainbikere, der ville møde op for at deltage i cykelløbet.

I begyndelsen af ugen meldte vejrprofeterne om resterne af en gammel Oscar orkan, der så ud til at ville give regn og rusk netop denne lørdag. Efterhånden som ugen skred frem, ændrede det sig imidlertid, og vejret viste sig på dagen at være perfekt cykelvejr. Da tilmeldingen på dagen var slut stod der 53 hold på listen, og da langt de fleste kører parvis, var der hele 92 mountainbikere til start. Efter sigende det største antal i Vintercup Midtjyllands historie.

Deltagerne skal på 90 minutter finde så mange poster som muligt og være tilbage inden for tidsgrænsen. Hvis ikke giver det strafpoint. Der er sat 15 poster op i lokalområdet. Ved hver post skal deltagerne svare på et spørgsmål i nyheds-, sport- eller almen viden kategorien. Deltagerne får både point for korrekt svar og for at finde posterne. I alt kæmpes der om 100 point og på bedste tid i tilfælde af pointlighed.

Cyklisterne blev sendt af sted med minuts mellemrum. Imens havde de frivillige fra klubben travlt med at forberede kartoffelsuppe lavet på lokale kartofler fra Tougaard Kartofler. Deltagerne blev desuden budt på kaffe og kage, ligeledes bagt af frivillige.

Da alle var kommet i mål, var der uddeling af sponsorpræmier fra Xtreme og dagens vindere blev offentliggjort. Bedste hold på dagen var det lokale mix-hold bestående af Tina Dahl og Hans Kurt Tougaard. De havde som eneste hold fundet alle 15 poster, og havde korrekt svar på 13 af de 15 spørgsmål.

Fjordklyngen Cykelklub er efter afvikling af arrangementet yderst tilfredse med dagens cykelløb. Næste løb arrangeres af Skive Cykelklub. Følg med i Vintercup Midtjyllands arrangementer på nedenstående link:

https://www.facebook.com/groups/1388136697869025/

Cykelklubben takker de mange frivillige hjælpere, sponsorer, velvillige lodsejere og selvfølgelig alle deltagerne for at støtte op om vores arrangement.

Se alle Jacob Thorup Kjærsgaards billeder på dette link. 

Start og målomrde serviceret af klubbens formand Johan Pape

Post 1 for enden af Nederhede. 

Udsigt fra post 7 på toppen af Vejlebakken i Låstrup

Velfortjent kartoffelsuppe serveret af Anne-Birgitte Tougaard.