Legeplads på Borup Stadion forventes udskiftet i 2019

Tatiana Verity malede legepladsen i forbindelse med projektet "Den Gode Historie" i 2006. Dengang Låstrups varetegn i projektet. 

I 1992 blev der i Borup Idrætsforening lavet en forældreforening bestående af Svend Mogensen, Henny Gundersen, Ketty Møller og Susanne Mogensen. Formålet var at skabe gode forhold for at fastholde de yngste medlemmers interesse. Blandt andet skulle der i samarbejde med Skals FF og Ulbjerg IF laves en fodboldtur til en 1. divisionskamp i Viborg, der blev lavet en tur til vandland, der blev fotograferet til en julekalender og endelig var det målet, at der blev lavet en legeplads til de yngste, så der var noget for børnene, når forældrene spillede bold.

Det resulterede i etablering af en legeplads neden for gravhøjen, hvor den nuværende legeplads ligger. Legepladsen blev dengang tegnet af lokale Sonja Skovgaard Jensen og opført af frivillige hænder, og har gennem årene lagt tusindvis af timer til klubbens mindste medlemmer og gæster. Legepladsen har bestemt været en kæmpe succes. 

Siden da er legepladsen udbygget med hoppepude, beachwollybane, BMX-bane, bålplads og multibane. Det skete i 2005. Gennem alle årene her legepladsen blevet renoveret ved den årlige arbejdsdag i juni måned. Legepladsen har fået skiftet brædder, plader og meget mere af flere omgange, og er efterhånden ved at være slidt op. Der er snart ikke plads til flere skruehuller i stolperne.

Børnenes ve og vel har altid vægtet højt i Borup Idrætsforening, og det skal det også i årene fremover. Bestyrelsen har derfor i 2018 og i det kommende år som mål om at udskifte hele legestativet og renovere de øvrige faciliteter på legepladsen.

I år blev multibanen forsynet med kunstgræs, nye bander og målnet. Græsset blev lagt af professionelle, mens udskiftning af bander og målnet var frivilligt arbejde. En dyr affære for en lille klub som Borup IF.

Næste år planlægges udskiftning af det 25 år gamle legestativ, der helt sikker har udtjent sin værnepligt og ikke tåler flere udskiftninger. Planen er derfor at fjerne hele legepladsen og etablere en ny. Det arbejder bestyrelsen med i øjeblikket.

I første omgang søges penge fra forskellige fonde, kommunale puljer og ved private virksomheder og ambitionen for legepladsen tilrettelægges efter, hvor mange penge, der kan samles sammen.

Indtil videre har det givet pote ved Viborg Kommunes Byfornyelsespulje, der har givet 150.000 kroner til projektet. DGI og DIF har en pulje, der har bidraget med 63.500 kroner, mens Spar Nord Fonden har bidraget med 10.000 kroner. Der er fortsat flere ansøgninger ude, så vi håber at kunne komme i mål med en flot ny legeplads til indvielse i 2019. Hertil kommer de 87.000 som Borup IF fik efter opløsning af Børne og Ungdomsfonden for Låstrup og Nr.Rind.

Se omtale af Landdistriktsudvalgets seneste møde, hvor de 150.000 blev bevilget på dette link. 

Annoncesponsor for dette opslag er: