Livestream foredrag "Forædling af Mennesket" fra Aarhus Universitet på Værestedet

Næste foredrag i rækken af streamede foredrag fra Aarhus Universitet er tirsdag den 19. november, når foredraget "Forædling af Mennesket" præsenteres på Kulturcenter Værestedet i Låstrup. Se omtale på vores hjemmeside.

Kulturcenter Værestedet i Låstrup, Låstrupvej 38, 8832 Skals. 

Tirsdag den 19. november kl. 1900. 

Foredraget er gratis, men det er muligt at købe kaffe og kage i pausen. 

Forelæser: professor i zoofysiologi Tobias Wang, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

I starten af 1900-tallet spillede biologividenskaben en vigtig rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik. I dag skaber genterapi og genetiske tests etiske dilemmaer – fx når vi bliver syge, er pårørende, får børn eller fravælger at få dem. 

”Er det et problem for menneskets fremtid at alle mennesker, selv dem med fysiske og mentale handicap, får børn?” Sådanne spørgsmål spillede en vigtig rolle i samfundsdebatten i begyndelsen af 1900-tallet. Det blev forstærket af nye videnskabelige erkendelser. Ikke mindst af Darwins og Wallaces beskrivelse af hvor vigtig selektion har været for evolutionen – altså udvælgelse af de individer der har størst succes med at overleve og formere sig. Men også erkendelsen og genopdagelsen af munken og planteforskeren Gregor Mendels arvelighedslove. Hør om hvorledes den spirende biologiske videnskab kom til at spille en vigtig rolle i fremkomsten af arvehygiejne og eugenik.

”Bør vi i dag omfavne den moderne genetiks enorme potentiale og anvende genredigering klogt?” Hør om hvordan nutidens enorme landvindinger inden for genterapi og genetiske tests – fx fosterdiagnostik – skaber vigtige etiske dilemmaer som flere og flere af os vil stifte bekendtskab med – fx når vi bliver syge, når vi er pårørende og når vi får børn eller fravælger at få dem. 

Foredraget henvender sig til alle med interesse for historie, bioteknologi, etik, biologi og moderne samfundsforhold.

Særlig info for gymnasier:
I gymnasieskolen har foredraget særlig relevans for fagene biologi, bioteknologi, historie og samfundsfag. I biologi på A-niveau dækkes således kernestofområder inden for genetik og evolution og supplerende stof inden for bl.a. bioetik, bioteknologi og medicin. I historie og samfundsfag kan foredraget bidrage til at vise eleverne hvorledes viden om historien kan bidrage til at afdække og opnå større forståelse for komplekse problemstillinger i det senmoderne samfund. Foredraget egner sig desuden som en del af et tværfaglig forløb i SRP.