Hyggelig juletræstænding i Låstrup 2021

Første søndag i advent er traditionen tro dagen, hvor borgerne i Låstrup mødes til gudstjeneste og får tændt lys i Enghavens juletræ. 2021 var ingen undtagelse på det ormåde. 

25 gæster var mødt op til arrangementet. Hannah Kortnum Mogensen lagde for med gudstjenesten, mens Låstrup Lokalråd varmede gløgg og gjorde klar til at servere gløgg og æbleskiver i våbenhuset. Inden da skulle gæsterne dog gøre sig fortjent til at indtage de søde sager, og det ved at hjælpe med at få lys i træet i Enghaven. Dette års træ er ligesom de 3 foregående år sponseret af Lotte og Ole Kruse. Ole fortalte, at han med egne hænder har plantet træerne, da familien flyttede til Låstrup. Træet er 28 år gammelt, så det var stort nok til, at stammen måtte spidses, inden det kunne være i det Ø14 x 36 cm indbyggede juletræshul i hjørnet af Enghaven. 

Søren Bach Møller var igen i år manden på stigen, da julelysene skulle sættes på træet, men at få lys i pærerne krævede dog andet end elektrikerkunnen. Eva Nielsen foretog sammen med byens borgere nedtælling og ved påkaldelse af Låstrup-nissens hjælp, lykkedes det at få lys i træet. Heldigvis for nu kunne dagens gæster indtage gløgg og æbleskiver med god samvittighed. 

Morten og Eva uddelte krus med gløgg og øste æbleskiver på bakkerne, så gæsterne i bedste coronastil kun skulle røre ved egne varer. 

Således kommer Låstrup igen i år godt ind i julemåneden, og borgerne kunne ønske hinanden en god julemåned.