Høstfest i Låstrup Forsamlingshus

Lørdag den 18. september afholdes traditionen tro høstfest i Låstrup Forsamlingshus. Derfor ses høstfestens nye banner nu opstillet i krydset ved Løgstørvej.

Høstfesten har været en del af forsamlingshusets program i mands minde, eller faktisk længere end det, for ingen kan helt huske, hvor mange år høstfesten har på bagen. Vi ved dog, at man til alle tider har haft brug for at fejre, når årets høst er i hus, og det er den altså her i september.

I mange år var det egnens gårde, der inviterede deres folk og høstens hjælpere til festen i forsamlingshuset. I de senere år har byboerne overtaget mere af dansegulvet, så festen nu er vel nok er tilegnet høsten, men måske er en sensommerfest, hvor fællesskabet fejres og man kan få sig en snak med andre borgere fra byen.

En anden god tradition i Låstrup er, at frivillige binder en flot høstkrans, som vises frem under høstfesten. Dagen efter flyttes høstkransen til Høstgudstjeneste i Låstrup Kirke for derefter at blive lagt på Flyvergraven fra 2. Verdenskrig, hvor den kan ses indtil blomsterne falder. Vil man se høstkransen med friske blomster, så er det altså under høstfesten lørdag den 18. september. 

 

Der er fælles indkøb af smørrebrød. Drikkevarer er man velkommen til selv at medbringe, eller man kan købe sig en fadøl eller sodavand i baren. Det er også muligt at købe sig en flaske vin eller snaps i baren. 

Der afholdes amerikansk lotteri, hvor der er mulighed for at vinde en køretur i en John Deere med Arne Gejl, at vinde en tur til "Lille Italien" inkl. bålpizza til 10 personer lavet på Eva og Mortens pizzatrailer eller en guidet vandretur på Borup Hede. Desuden andre gode gevinster. I alt er 25 gevinster på spil. 

Efter spisning spiller DJ Per Stisen op til dans. 

Tag naboen, vennerne og familien under armen og deltag i fejring af årets høst i forsamlingshuset.

Se opslag med information om tilmelding på Låstrups hjemmeside via dette link.

Vel mødt til endnu en høstfest i Låstrup Forsamlingshus. 

Se omtale af den seneste høstfest, der blev afholdt i Låstrup i 2019 via dette link.