Borup Serie 3 fortsætter sejrsstimen
Borup Serie 3 tog lørdag imod Løgstrup på en regnfuld dag,
og hjemmeholdet kunne efter en målrig kamp sikre sig den tredje sejr i træk.
Borup vandt fortjent med 6-3 efter en 3-2-føring ved pausen.
Borup kom flyvende fra start og bragte sig foran allerede
efter otte minutter. Henry Elkjær blev sendt afsted på en flot stikning fra
Oliver Nissen, og alene igennem kunne han sikkert score til 1-0.
Efter 20 minutter blev føringen fordoblet. Henry Elkjær tog
chancen fra distancen og hamrede bolden i mål til 2-0. Borup havde muligheder
for at øge føringen yderligere, men i stedet fik Løgstrup reduceret kort efter.
I det 21. og 28. minut scorede gæsterne to flotte mål på
langskud og fik på overraskende vis udlignet til 2-2.
Borup fortsatte dog med at dominere, og i det 38 minutter
kom hjemmeholdet igen foran. Magnus Elkjær erobrede bolden i feltet og hamrede
den i mål til 3-2, som også var stillingen ved pausen.
Efter pausen satte Borup et tungt pres på Løgstrup, og
allerede efter 48 minutter kom 4-2-målet. Magnus Elkjær scorede sit andet mål i
kampen på et direkte frispark.
Løgstrup gav dog ikke op og fik reduceret til 4-3 efter en
forsvarskiks i det 55. minut.
Herefter fik Borup flere gode muligheder på omstillinger.
Hjemmeholdet havde faktisk bolden i nettet yderligere tre gange, men alle tre
scoringer blev annulleret. Blandt andet fik Magnus Elkjær annulleret et mål for
en offsidekendelse, som virkede meget tvivlsom set fra Borup-lejren.
I det 67. minut kom forløsningen dog. Oliver Nissen steg til
vejrs på et flot indlæg fra Christian Jensen og headede bolden i mål til 5-3.
Først i det 90. minut kom kampens sidste scoring. August
Nedergaard viste stor uselviskhed, da han spillede Oliver Bjerring Jacobsen
helt fri, og han kunne nemt sende bolden i mål til slutresultatet 6-3.
En sejr, der bestemt ikke var et mål for stor, efter en kamp
hvor Borup over store dele af opgøret var det dominerende hold.
Med sejren ligger Borup nu på en delt tredjeplads sammen med
Møldrup/Klejtrup, som også bliver næste modstander. De to hold mødes i Møldrup.
Dagens spiller: Magnus Elkjær ⚽️⚽️