Kristian
Skovborg Andersen bliver ny træner i Borup IF fra sæsonen 2027
Fodboldudvalget i Borup IF er nu klar til at præsentere herre-seniorernes træner i sæsonen 2027. Udvalget har skrevet kontrakt med Kristian
Skovborg Andersen som er opvokset i
Viborg og har spillet fodbold hele livet. Kristian kommer med en solid kombination af
lokal forankring, faglighed og dokumenteret trænererfaring.
En Viborg-dreng med hele livet i fodbolden
Kristians fodboldrejse begyndte i Viborg Søndermarken, hvor
han både spillede og tog sine første skridt som ungdomstræner. Som spiller har
han været omkring Viborg FF og Randers, og på trænersiden har han opbygget en
bred og stærk erfaring.
Han har bl.a. været ungdomstræner i Team Viborg Piger, ungdomstræner
i FK-Viborg U15-17. I seniorrækken har han været træner i NUGF-Viborg, hvor
klubben på 3 år rykkede fra serie 3 til serie 1 og senest har Kristian været
seniortræner i Alhedens IF fra foråret 2025 til august 2026.
Kristian har desuden gennemført UEFA's B-licens træneruddannelse, og den danner fundamentet for hans faglige tilgang til spillet og hans måde at arbejde
med spillere på.
Kendskab til Borup IF – og stor respekt for klubben
Kristian har igennem sin fodboldkarriere mødt Borup IF som modstander flere gange – Det har han dels i DBU-turneringen og det har han i Fjends Cup træningsturneringen. Han beskriver klubben
sådan:
“Jeg kender Borup IF som en klub med stor opbakning til
fodbolden og til de tiltag, der bliver sat i gang. Det har altid været
hyggeligt at komme i Borup IF, og klubben ligger et utroligt fint og
charmerende sted.”
Hans indtryk af Borup IF passer perfekt med den kultur,
klubben er kendt for: fællesskab, frivillighed og en stærk lokal forankring.
En fodboldfilosofi med glæde, udvikling og offensivt spil
Kristians grundfilosofi er klar: Det skal være sjovt at gå
til fodbold. Ikke kun at spille kamp – det skal også være sjovt at komme til
træning.
Han ser frem til at lære Borup-spillerne at kende, udfordre
dem positivt og udvikle dem både individuelt og som hold. Kristian ønsker, at
Borup IF skal spille offensivt, boldbesiddende og konstruktiv fodbold, hvor
spillerne tænker spillet i stedet for blot at løbe.
Samtidig understreger han, at første skridt bliver at lære
truppen at kende:
“Mit foreløbige indtryk er, at spillerne har et godt
niveau og noget rigtig fint at bygge videre på.”
Privat – rodfæstet i Viborg og i det lokale liv
Kristian er 45 år, bor på Spidstoftvej i Viborg sammen med Helle og
deres to børn på 7 og 17 år. Han er uddannet lærer og arbejder på Asmildkloster
Landbrugsskole, hvor han underviser i engelsk og matematik. Den pædagogiske
tilgang fra lærergerningen er noget, han også tager med sig ind på fodboldbanen
– i form af tydelig kommunikation, struktur og fokus på udvikling.
Borup IF glæder sig til samarbejdet
Borup IF byder Kristian Skovborg Andersen velkommen i
klubben og ser frem til et frugtbart fællesskab med den nye træner.
