Referat Borup IF serie 3 ude mod Ulbjerg IF

Lokalopgør i Ulbjerg endte dramatisk 3-3

Borup Serie 3 spillede søndag lokalopgør i Ulbjerg på det besynderlige tidspunkt kl. 10.00. Det betød, at flere spillere ikke dukkede op eller kom for sent. Det samme gjorde dommeren, som meldte afbud, og en ny dommer mødte op 20 minutter forsinket.

Kampen var vigtig for Borup, der kæmper for at blive i Serie 3. Hjemmeholdet Ulbjerg var allerede rykket ned efter deres dårligste sæson nogensinde.

Kampen startede nervøst, men Borup kom frem til flere store chancer, hvor blandt andre Magnus Elkjær brændte en friløber. I det 22. minut kom forløsningen, da Oskar Skovgaard kanonerede bolden i mål efter en dårlig clearing i Ulbjerg-forsvaret. Ulbjerg fik en del hjørnespark uden for alvor at blive farlige, og dermed stod det 1-0 til Borup ved pausen.

I anden halvleg fik Borup for alvor fat i kampen, og i det 54. minut scorede Oskar Skovgaard igen, da han udnyttede en flot fremlægning fra Jesper Lindegaard. Kort efter udnyttede Ulbjerg dog et gevaldigt forsvarskoks i Borups defensiv og reducerede til 1-2. Allerede i det 62. minut udlignede de til 2-2 på et flot langskud, og kampen var helt lige igen.

Borup bragte sig foran 3-2 i det 74. minut, da Marcus Hansen sendte et lumsk spark i mål efter et hjørnespark. Kampen bølgede frem og tilbage, og spillere som Oskar Skovgaard, Magnus Elkjær og Christian Ebbesen havde store kontrachancer for at afgøre opgøret.

I stedet fik Ulbjerg et noget tyndt straffespark i det 86. minut, som målmand Michael Jul Kristensen flot reddede. Det lignede herefter en Borup-sejr. Men på forunderlig vis havde dommeren fundet seks minutters overtid, og det udnyttede Ulbjerg på kampens sidste spark efter et langt indkast og udlignede til 3-3.

Borup er nu for alvor presset i bunden og ligger fortsat lige over stregen med ét point ned til Vindblæs og Hersom B – som holdet netop på lørdag møder i en regulær gyserkamp.

For Borup blev Oskar Skovgaard kåret som dagens spiller i en kamp, hvor holdet måtte undvære anfører Frederik Hvid med flere.