Borup IF i play-off kamp lørdag kl. 1400

Varm cykeltur gennem Låstrup for Hærvejsrytterne


Låstrup Lokalråd indbød lørdag til heppekor for de Hærvejes-cykelryttere, der skulle passere Låstrup i deres tur gennem Fjordklyngen på vejen til Viborg. 375 cykelryttere havde tilmeldt sig ruten fra Skringstrup over Borup Hede, Store Torup, Ulbjerg, Trekroner, Sundstrup, Nørreris, Lynderup, Nr.Rind til Låstrup, inden cykelrytterne fortsatte gennem Skals mod Viborg. I alt 85 km på MTB over stok og sten.

Ved passage af Låstrup havde cyklisterne kørt 46 km, så de var godt brugte på den varme dag, som vejrguderne stillede til rådighed. Fjordklyngens Cykelklub havde planlagt ruten gennem Låstrup. Her cyklede de forbi Morten og Eva ned ad græsvejen mod Jacob og Jane. Ind gennem deres hestehegn og op ad Bent Sigfreds Toft op gennem en stejl bakke op til stadion, hvor de cyklede gennem byfestteltet.

Det var dog for varmt at sidde inde i teltet, så Låstrupborgerne heppede udenfor ved Storhøj. Inde i teltet blev cyklisterne tilbudt en vandpause, som var spontant arrangeret af lokalrådet.

Udenfor ved multibanen var der opsat vandspredere, så cyklisterne kunne få sig lidt vandtåge, og det var der rigtige mange, der benyttede sig af.

De lokale borgere havde mulighed for at købe sig én grillpølse og/eller en fadøl fra baren i byfestteltet alt til støtte for Låstrup Lokalråd. Fjordklyngen giver tilskud til arrangementet for at gøre der mere attraktivt at skabe noget festivitas for cyklisterne gennem Fjordklyngens område.

I Låstrup fik cyklisterne sig en oplevelse med på turen, og mange kvitterede med smil og tak for opbakningen. Ikke mindst tak for den ekstra vandpause og den svalende vandspreder.

Tak til de lokale borgere, der havde valgte at støtte arrangementet og dermed støtte Låstrup Lokalråd.

Se Kurt Elkjær og Eva Nielsens mange billeder i fotorullen herunder: