Historie

Oprindelse

Mange af dem, der har gæstet Borup IF gennem tiderne, har tit undret sig over, hvorfor en klub med baner i Låstrup, bærer navnet Borup. For slet ikke at tale om de klubber, for hvem navnet har givet anledning til en ekstra køretur, når de først har prøvet at finde stadion i en af byerne Borup, placeret ved enten Randers eller Nibe.

Fodboldspillet kommer til Borup

Borup, som der her er tale om, ligger 4 km fra Låstrup. I tidernes morgen bestod byen af en skole og en hel del bøndergårde. Det var på en af de gårde, at kimen til fodboldklubben blev lagt. Jens Højsgaard havde i 1917 hjemskrevet en bold fra et postordrefirma til den nette sum af 3,- kr. Sammen med et par venner fandt han en kreaturindhegning, jog kreaturerne lidt på afstand og begyndte at spille fodbold.

Efterhånden kom flere og flere til, og man begyndte at spille i den lokale union i B-rækken. I 1930 vandt holdet rækken og skulle efterfølgende spille oprykningskamp til A-rækken. Resultatet blev et nederlag på 2-3 til Aalestrup. Om det var skuffelsen over nederlaget vides ikke, men holdet blev kort tid efter opløst.

Der var dog stadigvæk nogle store drenge, som spillede sommerkampe ved sportsstævner o.l. under navnet Borup Fodboldforening, og i 1936 blev de enige om at spille i JBU’s rækker. For at blive optaget i JBU var det nødvendigt, at der skulle være en forening med love. Derfor indkaldte man til generalforsamling den 15. maj 1936, hvor Borup Fodboldforening officielt blev stiftet og Kristen L. Sloth valgt til foreningens første formand.

Lokalsamfundet

Siden stiftelsen i 1936 har Borup IF gennemgået en rivende udvikling. Det hele begyndte på en bar mark, og i dag står klubben med gode baner og et flot klubhus, som er blevet udvidet flere gange – senest med to nye omklædningsrum.

Uden den store skare af frivillige hjælpere og trænere, havde denne udvikling ikke kunnet lade sig gøre. Opbakningen fra lokalsamfundet har alle dage været stor, og det har været med til at skabe et ualmindeligt godt kammeratskab og sammenhold i klubben.

Profiler

Der har været mange dygtige spillere, trænere og ledere i klubben i årenes løb, så det er ikke nemt at fremhæve nogle frem for andre.

Nævnes bør dog Harald Bertelsen, som i sin brugsforretning var det naturlige samlingssted for en god fodboldsnak. Han var både aktiv som spiller og leder og kendt for i alle sammenhænge at gå professionelt til værks. En gang var der en spiller, der havde meldt afbud til en fodboldkamp. Harald opsøgte ham og sagde, at enten spiller man fodbold, eller også spiller man ikke fodbold. Spilleren kom aldrig mere.

En anden profil er Heine Fernandez, som fik sin fodboldopdragelse i Borup. Han begyndte som drengespiller, og var på seniorholdet som 17-årig og med til at spille holdet op i Serie 3. Han havde næse for mål allerede dengang, hvilket gjorde, at Viborg fik øje på ham. Han skiftede klub, og blev siden hen den mest scorende spiller i Superligaen.

Flemming Lund startede sammen med Heine på drengeholdet og kom også til at spille senior som 17-årig. Han har nu spillet 20 år i træk på 1.holdet, og ligeledes været træner i tre sæsoner og formand for foreningen et par år.

Poul Johannesen har, siden han kom til klubben i 1986, udført et stort arbejde på mange områder. Han har været holdleder, kasserer, formand på skift foruden en lang række tillidsposter. I øjeblikket er han formand, og han fik i 1999 kommunens lederpris.

Poul Børge Tovgaard har været en af de bærende kræfter i etableringen af damefodbold. Han var træner, da klubben rykkede op i rækkerne. Siden er han skiftet over til ”fjenden”, Ulbjerg. I 2003 fik han JBUs lederpris

Højdepunkter

Allerede få år efter stiftelsen fik Borup Fodboldforening sportslig succes. I 1941 rykkede seniorholdet op i A-rækken, og denne række blev kun et trin på oprykningsstigen, for i 1942 avancerede holdet igen – denne gang til Mellemrækken. Resultatet gav genlyd over hele Jylland, idet der tidligere kun havde været ganske få tilfælde, hvor landsbyklubber nåede så højt op i turneringen. Opholdet blev dog kun på en sæson, da holdet bl.a. på grund af militærtjeneste blev tappet for nogle af sine bedste spillere.

En del af det fine selskab

I 1944 lykkedes det igen at spille sig op i mellemrækken – og denne gang var det for at blive. Holdet bed sig fast i det fine selskab og var snart med i kampen om topplaceringerne. Det var en bemærkelsesværdig præstation – ikke mindst når der tænkes på, hvilke håbløse baneforhold klubben havde op til 1947.

Banerne – eller rettere sagt græsmarkerne – var fyldt med knolde og sten, og inden hver kamp var det nødvendigt at fjerne kokager. Samtidig havde banerne heller ikke de rigtige mål. Arealet var ikke stort nok til, at banen kunne sættes rigtigt af, og det var nødvendigt at presse hjørneflaget ind i en tilstødende have. De utilstrækkelige baneforhold gav anledning til protester fra modstanderne i mellemrækken. JBU havde en repræsentant i Låstrup for at bese forholdene. Heldigvis skete det på en dag, hvor det var øsende regnvejr. JBU-manden ville heller blive indendørs og få en lille en til halsen end besigtige banen, og den blev efterfølgende stiltiende godkendt.

I takt med den sportslige succes blev behovet for et rigtigt stadion dog tydeligt. Sognerådet i den daværende Låstrup-Skals Kommune så positivt på behovet, og arbejdet kom i gang. Takket være en kæmpe indsats fra egnens beboere kunne det nye stadion indvies den 13. juli 1947. Der blev anlagt en god bane, men omklædningsrum eller klubhus var der ikke noget af. Omklædningen skulle ske i forsamlingshuset eller på Skals Kro.

Oprykning til Mesterrækken

På det nye stadion fortsatte de gode resultater. I både 1950 og 1951 spillede holdet oprykningskampe til den Jydske Mesterrækkes Nordkreds, som dog begge blev tabt. I 1953 havde holdet igen mulighed for at spille sig i Mesterrækken. Først skulle det møde Randers Freja i en omkamp om kredsmesterskabet. I overværelse af 3000 tilskuere på Viborg Stadion vandt Borup 1-0 på et mål af Kristian Nielsen. Så gjaldt det Nibe om oprykning til Mesterrækken. Kampen var henlagt til Viborg og 4000 tilskuere mødte op. Borup kom foran 1-0 i det 18. minut på mål af Kristian Nielsen, og det blev 2-0 5. min. før pausen ved Søren Sloth. Denne føring holdt kampen ud, og holdet fra den lille landsby skulle nu dyste mod de store klubber.

Husmandsholdet

Det nyoprykkede mesterrækkehold, som hurtigt fik tilnavnet husmandsholdet, blev et vældigt aktiv for klubben både sportsligt, økonomisk og PR-mæssigt. Det vakte behørigt opsigt i fodboldkredse, at klubben kunne klare sig så godt med kun 25 aktive medlemmer og en flok spillere, som praktisk talt aldrig trænede, fordi de skulle passe deres landbrug. Holdet blev landskendt og fik masser af omtale i aviserne.

Gunnar Nu på besøg

I 1954 kom Gunnar Nu Hansen på besøg for at lave en reportage, som fik titlen ”David i Mesterrækken”. Han interesserede sig i udsendelsen naturligvis for den sportslige præstation, som husmandsholdet havde lavet. Men det var også tydeligt, at de forhold, der havde skabt succesen – ikke mindst det nære sammenhold i byen og det enestående kammeratskab mellem spillerne – tiltalte ham. Gunnar Nu interviewede bl.a. provst Kristensen, som fortalte, at han tilrettelagde gudstjenesterne efter turneringsplanen. Fodbolden kom i første række og var en livsnær forteelse i landsbyen.

Udover en tur i æteren oplevede Borup i denne periode også at komme på tipskuponen i en kamp mod Nr. Sundby – endda på samme kupon som en landskamp mellem Danmark og Schweiz.

Oprykningen til mesterrækken i 1953 gav midler til et klubhus. Den 13. september 1953 kunne klubben i forbindelse med en kamp mod Viborg indvi et nyt klubhus, der havde kostet 11.000, og som så meget andet i Borup hovedsageligt var opført ved frivillig arbejdskraft. Senere hen blev klubhuset udvidet – bl.a. med et cafeteria i 1976.

7 fede år efterfulgte af nedtur

Borup var i Mesterrækken i godt 7 (fede) år frem til 1960. Herefter begyndte en sportslig nedtur for seniorholdet, som først stoppede i Serie 3. Nye spillere begyndte i slutningen af 1960’erne at gøre sig gældende på 1.holdet, og det resulterede i avancement til Serie 1 i 1973. Herefter kom klubben ind i en elevatorperiode med mange op- og nedrykninger. I 1980’erne blev der sat en kedelig bundrekord med nedrykning til Serie 4, men man fik dog arbejdet sig op igen, og havde førsteholdet placeret i Serie 2 igennem stort set hele 1990’erne. I 2003 lykkedes det under ledelse af Lars Wetter og Kim Jensen at rykke op i Serie 1 med et meget talentfuldt kuld af spillere.

Jysk mesterskab til damerne

Omkring 1970 ville damerne ikke stå tilbage for herrerne, og Borup fik damefodbold på programmet. Det blev hurtigt klart, at de også struttede af fodboldtalent. I 1976 kom damerne i Serie 2, og i slutningen af dette årti begyndte ungdomsafdelingen for alvor at blomstre.

I 1982 var damerne både med i VOBU og JBU, og de endte begge steder øverst, hvilket hos JBU betød oprykning til Serie 1. Herefter ventede kredskampene om Jysk Mesterskab. De fire første blev vundet, og i finalen ventede Ølgod. På neutral bane i Kibæk vandt Borup-damerne 2-0.

I 1993 lavede Borup en samarbejdsaftale med Ulbjerg om et fælles damehold i Jyllandsserien. Aftalen holdt kun i nogle få år, og herefter gik det knapt så godt for Borups damehold, som i dag spiller i serie 2.

Heine Fernandez' første triumf

På drengefronten gjorde Borup sig bemærket i 1980, hvor drenge B-holdet med Hernik Lund som træner blev jyske mestre. I en rigtig gyserkamp med både omkamp og straffespark lykkedes det dem besejre Højvangen i finalen. Blandt Borups straffesparkskytter var den senere superligaprofil Heine Fernandez.

I slutningen af 1980’erne begyndte det at knibe med at stille hold i de yngre årgange såvel hos drengene som pigerne. Det var ikke bare Borup, som havde problemet, men også Skals og Ulbjerg. De tre klubber indledte derfor et holdsamarbejde under navnet SUB 88, hvor kampe og træning skulle foregå på skift på de forskellige anlæg. Samarbejdet fungerer stadigvæk, og dækker over hold i de fleste alderstrin på ungdomsplan.