Fjordklyngens projekt "Historien om Kirkestien" tager endnu et ryk

Foto Leif Nielsen

Fjordklyngens projekt ”Historien om Kirkestien” tager endnu et ryk

Mandag den 22. januar 2024 kom ”Historien om Kirkestien” et skridt nærmere færdiggørelse, da den gamle spang fra 2008 blev taget ned og erstattet med en ny flot bro i et meget mere professionelt design.

Projekt ”Historien om Kirkestien” er et af de sidste i Fjordklyngens områdefornyelse fra 2017, men med udskiftning af spangen til en ny bro viser Fjordklyngen, at man kommer i mål med projektet. I 2022 blev der etableret parkeringspladser ved Engedalvej med etablering af en tilgængelig grussti fra Engedalvej til spangen. På den side af åen er engen fremkommelig, så det var nok at anlægge en grussti på strækningen.

Den gamle spang fra 2008 var ikke længere så fremkommelig. Åen havde på den sydlige side gnavet sig ind til rampen, så den var blevet meget skæv ned mod åens bred. Desuden var der efterhånden blevet stor forskel på de 2 bærende telefonmasters elasticitet, så spangen begyndte at hænge mere til den ene side, end til den anden. Det gjorde brugerne utrygge ved at bruge spangen.

Fjordklyngen og Viborg Kommune har engageret firmaet Wood-Ways til at lave den nye bro, og den kom på plads på sit nye fundament i mandags. Desuden skal Wood-Ways lave en boardwalk fra spangen ind til mere landfast terræn på den sydlige side af åen. Derfra anlægges også en grussti, og den føres op over skrænten til Ugelrisvej på trappetrin, som anlægges af Skals Murer og Entreprenørforretning. De lavede i øvrigt også stien på den nordlige side af åen i 2022.

Fjordklyngen forventer, at Kirkestien kan tages i brug i sin fulde længde medio 2024.

Wood-Ways etablerer boardwalk fra spangen til Ugelrisvej.

Det har været nødvendigt at lægge jernplader fra Engedalvej til åen for at de tunge køretøjer har kunnet komme ud til åen, hvor den nye bro skulle på plads. Her ses en af den gamle spangs sidste brugere passere broen.