Referat Borup IF serie 4 ude mod Løgstrup G&IF
Løgstrup - Borup
Borups serie 4 hold skulle onsdag aften følge op på den flotte sæsondebut i lørdags. Her skulle de på en svær udebane mod ny-nedrykkerene Løgstrup G&IF.
Borups gode start og selvtillid fra sidste kamp tog de med sig i starten af denne kamp. Borup sad solidt i presset, og med et par dybe bolde satte de tryk på hjemmeholdet. Efter 10 min spil blev Simon spillet fri og med et flot træk satte han Løgstrup manden, som valgte at fælde ham. Gult kort til Løgstrup. Måske den var orange? I hvert fald var han næsten alene igennem.
Borup fortsatte flot presset, og tillod kun Løgstrup at spille i bagkæden. Men ud af det blå fik Løgstrup tilkæmpet sig et meget klodset mål. Michael læste rigtig, men fik desværre ikke taget bolden. 1-0 til Løgstrup. Herefter satte Løgstrup et tungt pres mod Borup målet de næste 10 min. Men Borup klarede frisag, og kunne med det smukkeste y-spil tilspille sig kampens største chance. En flot dybdebold til Oliver blev desværre overplaceret, og Borup måtte gå til pause bagud 1-0
Anden halvleg blev lidt samme mønster som første halvleg. Dog med Løgstrup mere og mere i boldbesiddelse.
Malthe Svendsen med et super farligt skud på mål, som næsten snød målmanden. Rasmus med en friløber, hvor han næsten bliver hægtet, men får afsluttet for svagt. Her skulle Borup have været tilbage i kampen. Men som ofte i fodbold, så bliver man straffet, hvis man ikke kender sin besøgelsestid. 1 min efter lå bolden nede i rusen hos Borup 2-0 med 15 min tilbage. Herfra falder Borup holdet lidt sammen, og kun en flyvende målmand i Michael, sikrer at det ikke bliver værre. 2-3 mirakelredninger, men desværre var det ikke nok. Gassen var gået af ballonen. Malthe Trinderup får et gult kort, og kort tid efter bliver det både 3 og 4-0.
Et træls nederlag, hvor man følte, at man var med i kampen næsten hele vejen. Dog med klasseforskel de sidste 20 min. Men der var mange ting at tage med for det oprykkede Borup mandskab.
Kampens spiller: Hele holdet
Borup IF serie 3 spiller første kamp i denne sæson på udebane i Vindblæs Skærtorsdag kl. 1200.
Nyheder