Referat jyllandsserie damer SUB09 - Støvring

SUB 09 - Støvring 8-1 (3-0)                                                                                                 

9.min. 1-0. Charlotte Kjølhede (Line Østergaard)

21.min. 2-0. Ida Velling (Sara Just Poulsen)

34.min. 3-0. Charlotte Kjølhede (Emma Langager)

50.min. 4-0. Kathrine Møller Bach (Anna-Katrine Mikkelsen)

61.min. 5-0. Sara Just Poulsen (Emma Sørensen)

63.min. 6-0. Sara Just Poulsen (Charlotte Kjølhede)

81.min. 7-0. Charlotte Kjølhede (Emma Sørensen)

84.min. 7-1.

89.min. 8-1. Kathrine Møller Bach

På en bidende kold Låstrup Stadion (træningsbanen) sparkede vi forårssæsonen i gang imod oprykkerne fra Støvring. Det var med en vis portion spænding, men også med en god fornemmelse i maven, at vi endelig skulle til at spille om point. For optakten og opbakningen til træningen siden vi startede i januar har været yderst positiv. Kun en enkelt gang har vi været under 10 spillere til træning, hvor vi som oftest ligger på 12-16 stykker. Så pigerne fortjener stor ros for den træningsindsats - indtil videreJ

Med ny træner = nye øjne

I løbet af opstarten og træningskampene har vi implementeret ny spillestil og nyt spilsystem i en 4-4-2-diamantudgave uden deciderede kantspillere, hvor fokus er spil gennem midten, som kræver, at hele holdet tager del i spillet med bolden, så vi kan få skubbet spillet og holdet langt frem på banen og skabe overtalssituationer, men samtidig også have mange spillere med i pres- og erobringsspillet, når/hvis vi mister bolden. Netop pres- og erobringsspillet har vi også praktiseret meget til træning og i træningskampene.

Med så højt et pres og med en 4-backkæde uden sweeper løber man risici, som i stedet sætter store krav til en offensiv keeper, der har til opgave at agere sweeper og tage del i spillet.

Nu må vi blot håbe, at idéerne på tegnebrættet og taktiktavlen kan effektueres på banen. Pigerne har i hvert fald taget imod konceptet og været meget positive overfor denne type fodbold.

Men nu tilbage til kampen.

Der var ikke gået mange minutter af kampen, før både Sara, Ida og Charlotte havde haft de første store chancer i kampen, som også indikerede, at Støvrings defensiv ville komme på arbejde i aftenens kamp. Banens beskaffenhed taget i betragtning og en lidt naiv tilgang af Støvring, som stod med en meget høj forsvarslinje, gav det nogle friløbere i kampens indledning.

Allerede efter 9.min. stod det 1-0, da en meget veloplagt Charlotte scorede/tacklede bolden i mål af to omgange, efter en fin stikning af Ø. 2-0 sørgede Velling for, da hun sparkede returbolden fra Saras afslutning i nettet efter endnu en friløber. Støvrings høje pres var guf for Sara, Ida og CharlotteJ

Efter 34 min. arbejdede en anden af aftenens profil, Kathrine, stærkt defensivt og fik erobret bolden hen til Langager, som med en stikning sendte Charlotte afsted, der køligt trillede bolden forbi keeperen i overlegen stil. 3-0 var også pauseføringen, hvor Støvring kun havde et par sporadiske chancer. Der var eller bange anelser, da en stærkt spillende Ena humpende måtte forlade banen efter 25 min. pga. vrid på foden. Heldigvis kom Ena på benene igen - dog uden at komme på banen. Hendes afløser Emma Sørensen kom ind os styrede forsvaret sammen med en solid Svenne, samt AK og Langager på backerne foran en frysende og arbejdsløs Kamilla ”Bager” i målet.

I pausen blev en godt kæmpende og pasningssikker Else på midtbanen erstattet af Michelle, som med sin unge alder til trods viser en sund og viljefast mentalitet, når hun går på banen.

2.halvleg var kun 5.min gammel, da en vågen Kathrine flot flugtede AK’s hjørnespark i nettet. Samme Kathrine var kort tid efter selv ved at score direkte på hjørnespark, men overliggeren var i vejen. Aftenens tredje og sidste indskiftning betød også debut til Maria Johansen på jyllandsserieniveau. En fuld fortjent debut efter lovende takter i opstarten.

5-0 og 6-0 blev det med to minutters mellemrum, da Sara endelig fik hul på mål-bylden. Begge gange var det med gode stikninger i dybden af først Emma Sørensen og dernæst Charlotte.

I 68.min. blev Velling noget klodset og voldsomt væltet i feltet af gæsternes keeper, og dommer Jørgen Ø. Laursen takserede også forseelsen til et straffespark. Line Ø.’s ellers så sublime sparketeknik svigtede desværre, da hun sendte bolden ved siden af mål. Det var der heldigvis råd til på en aften som denne. Og trods miseren spillede Ø. en dominerende rolle på den defensive midtbane.

7-0 blev det til, da Charlotte med endnu en iskold afslutning prikkede Sørensens fremlægning forbi en fremstormende keeper.

Støvring fik reduceret på en løs chance i feltet i 84.min. Kort tid efter hev Kamilla en stor redning frem af ærmet, inden Kathrine efter en flot solotur afsluttede målfesten til 8-1 med et flot spark ude i den ene side af målet.

Ovenpå denne kamp kan man som træner kun være tilfreds. Banen tillod ikke det polerede spil og kampen bar præg af en del tilfældigheder. Når det så er sagt, skal pigerne roses for en koncentreret indsats og for at holde fast i konceptet uanset banens tilstand eller resultatet på måltavlen.

Chefen er yderst tilfreds med hele holdet og alle 14 spillere, og en god start på sæsonen skal man ikke kimse adJ

Kampens spiller blev fuldt fortjent Charlotte Kjølhede, som virkelig trådte i karakter og var en stor profil i aftenens kamp. Også ekstra plusser i bogen til Kathrine, som krydrede et sandt arbejdsraseri med 2 scoringer.

Næste kamp hedder igen Støvring - dog på udebane og denne gang på kunstgræs. Det er på mandag 2.påskedag kl.14.00.

Kristian Dam Kjær