Referat Borup IF serie 3 ude mod Aars IK
Referat: Aars – Borup (Serie 3)
Efter nederlaget hjemme mod topholdet Løgstør skulle Borup lørdag forsøge at rejse sig i udekampen mod Aars. Der var comeback i startopstillingen til Alfred Lyngsø Mikkelsen efter mere end et halvt års skadespause, og han lagde stærkt ud med stor indflydelse på spillet.
Allerede efter 4 minutter fik Henry Elkjær kampens første store chance, da han blev spillet fri alene med målmanden, som dog leverede en flot redning. Kort efter slog Aars til den anden vej, hvor et halvlunkent skud snød den sæsondebuterende målmand Michael Juhl Kristensen og bragte hjemmeholdet foran.
Borup reagerede hurtigt og satte Aars under pres med godt spil. Udligningen kom i det 16. minut, da Oliver Nissen omsatte et glimrende frispark fra Magnus Elkjær til mål. Borup fortsatte med at skabe chancer, og både Henry Elkjær og indskiftede Gustav Værum havde store muligheder for at sikre en føring inden pausen, men det forblev 1-1.
Anden halvleg blev mere jævnbyrdig og chancefattig. I det 70. minut bragte Aars sig igen foran efter et højt indlæg. Michael Juhl Kristensen leverede ellers flere flotte redninger i situationen, men måtte til sidst se bolden gå i mål, mens Borup-forsvaret ikke var tilstrækkelig vågen.
Borup pressede på for en udligning i slutfasen, men det lykkedes ikke, og kampen endte med et skuffende 2-1-nederlag. Dermed står Borup med blot 2 point efter de første 4 kampe.
Kampens spiller blev Oliver Nissen, som leverede en stabil indsats gennem alle 90 minutter.
Næste opgave for Borup er et spændende lokalopgør hjemme mod nyoprykkede Ulbjerg – en kamp, hvor begge hold har brug for point og nødigt vil tabe.
Nyheder