Referat Borup IF serie 3 hjemme mod Vindblæs IF

Borup tog i lørdags den 16 maj på klubbens 90-års jubilæumsdag imod Vindblæs hjemme foran mange fremmødte tilskuere, som trods det halvdårlige vejr var mødt op til reception og for at støtte holdet.

Hjemmeholdet fik en glimrende start på kampen. I det 19. minut pressede Magnus Elkjær Vindblæs’ forsvar og målmand, så Gustav Værum kunne opsnappe bolden og fra næsten midterlinjen sende den i nettet til 1-0.

Kort efter havde Oskar Skovgaard muligheden for at udbygge føringen, men han brændte sin friløber. I stedet udlignede Vindblæs lige før pausen på et langskud, som burde have været afværget. Samtidig fik Malthe Pedersen forlænget sin pause, da han blev sendt ud i 10 minutter for et hårdt frispark.

Borup startede derfor 2. halvleg i undertal, men udover en stor chance, som Michael Juhl Kristensen reddede flot, stod der Borup på det meste efter pausen.

I det 54. minut gjorde spillende træner Jesper Lindegaard det til 2-1 efter en flot stikning fra Magnus Elkjær. I de efterfølgende 25 minutter blev den ene store chance efter den anden dog misbrugt. Både Jesper Lindegaard, Magnus Elkjær og indskiftede Alfred Lyngsø Mikkelsen havde store muligheder, som burde have været omsat til mål.

I det 81. minut kom afgørelsen endelig, da Jesper Lindegaard fandt Magnus Elkjær, som med et tørt skud fra kanten af feltet scorede til 3-1. Minuttet efter blev det også 4-1, da Oliver Nissen spillede Jesper Lindegaard fri foran mål.

Borup havde yderligere chancer, men i stedet fik Vindblæs reduceret til slutresultatet 4-2 efter et hjørnespark i kampens sidste sekund.

Med sejren fik Borup tre vigtige point på jubilæumsdagen og kravlede lidt op i den tætte Serie 3-pulje.

Jesper Lindegaard blev fortjent kåret som kampens spiller efter en stærk indsats, hvor han gik forrest og scorede to vigtige mål.

Sejren blev i anledning af jubilæet fejret til den lyse morgen.

Næste kamp spilles 2. pinsedag, hvor Borup møder topholdet fra Løgstør

Se flere billeder fra kampen via dette link. 

Annoncesponsor for dette opslag er: