Indvielse af omklædningsrum i Borup IF

Lørdag den 23. september blev indvielsen af de nyrenoverede omklædningsrum i Borup Idrætsforenings klubhus markeret. Snoren til de 2 nyrenoverede omklædningsrum blev klippet over af Malthe Sørensen, der spiller i én af klubbens yngste årgange. Med sig havde Malthe sin far sparekassedirektør Jan Sørensen og en god flok fremmødte medlemmer. Jan Sørensen overbragte Borup Idrætsforening et tilskud til ombygningen på 20.000 kroner fra Fonden for Sparekassen i Skals. Jan Sørensen holdt indvielsestalen og klubbens formand Poul Johannessen takkede fra foreningen for det flotte tilskud til vores ombygning.

 

Arbejdet med ombygningen startede efter sæsonen 2016 og stod på hen over vinteren. Frivillige kræfter lagde rigtig mange timer i at sætte vores omklædningsrum i en ordentlig forfatning.

Omklædning 1 og 2 blev senest ombygget i 1975, hvor et gammelt dommerrum blev inddraget i hjemmeholdets omklædningsrum. Der er sket meget siden 1975 og omklædningsrummene trængte til en ordentlig overhaling med nye fliser, maling, inventar osv. Det blev også drøftet, om loftet skulle hæves og andre større ombygninger blev foreslået. Fodboldspillernes repræsentanter satte sig dog imod. Den gode stemning i de intime gode gamle omklædningsrum skulle bevares for enhver pris. Nu er det jo fodboldspillerne, der skal bruge omklædningsrummene, så derfor blev det besluttet at bevare den nuværende ruminddeling, så ånden i det gamle klubhus kunne bevares.

Da ombygningen alligevel skulle foretages hen over vinteren, hvor omklædningsrummene ikke bruges, blev det besluttet at energioptimere klubhuset. Klubhuset fik i efteråret et nyt mere energivenlig gasfyr og nu skulle der isoleres under gulvet. Når gulvet alligevel skulle sænkes, kunne der lige så godt laves isolering under gulvet. Samtidig blev det muligt at lave gulvvarme og udskifte alt inventar. Vinduer og døre blev udskiftet til energivenlige udgaver af slagsen.

Prisen for ombygningen inklusive værdi af frivilligt arbejde er 230.000,- kroner. Flere af vores sponsorer har hjulpet til under ombygningen. Uden deres ekspertise, vejledning og hjælp, ville det være svært at gennemføre en renovering, som den vi her har foretaget, uden at det ville blive uoverkommeligt dyrt. Ulbjerg Smede & VVS har leveret gasfyr og materialer til ombygningen. Nyvang Anlæg har stået for installationer under gulvet og støbning af beton. Murer og tømrefirma Tonny Hermansen har stået for fliseentreprisen, mens Tømrer og Snedkerfirma Jørgen Nielsen har stået for koordinering håndværkere og frivillige imellem, monteret vinduer og døre, samt opsat inventar og meget meget mere.

Nordeafonden har bidraget med 10.000 kroner og Fonden for Sparekassen i Skals har bidraget med 20.000 kroner. Desuden har Viborg Kommune gennem Viborg Idrætsråd givet tilskud til udskiftning af fyr, etablering af energiforbedrende installationer og den tiltrængte ombygning. Det er økonomiske tilskud, som luner i klubkassen, og som gør det værd at lave et frivilligt arbejde for klubben.

Borup Idrætsforenings formand Poul Johannessen takkede sponsorer, Viborg Kommune og ikke mindst de mange frivillige hjælper for arbejde og bidrag til vores ombygning. Vi kan nu stolte byde velkommen til vores medlemmer og gæster i 2 nyrerenoverede omklædningsrum, som vi kan være stolte af.

Vel mødte til mange års gode fodboldoplevelser i Borup Idrætsforening.

Se foto fra indvielsen på dette link.

Se omtale af de forskellige arbejdsdage på links herunder:

Nedbrydning af de gamle omklædningsrum.

Udgravning af beton og jord.

Tredje arbejdsdag i Klubhuset.

Arbejdsdag 4 og 5.

 6. arbejdsdag i klubhuset.

 Plus mange andre arbejdsopgaver og frivillige timer. 

Annoncesponsor for dette opslag er: