Referat serie 4 herrer IK Rosendal - Borup IF

Arkivfoto Rasmus Abildskov Nielsen i en tidligere kamp. 

Borup Idrætsforening serie 4 herrer spillede lørdag eftermiddag udekamp mod IK Rosendal i Hobro. Det blev til et beskedent nederlag på 2-0 i en ellers velspillet kamp, hvor resultatet sagtens kunne have været anderledes.

I første halvleg kom Borup frem til flere halve chancer, uden at det rigtigt blev farligt for hjemmeholdet. Blandt andet Victor Lytzen og Rasmus Abildskov Nielsen var oppe for at søge chancen, men i flere forsøg blev det ikke til noget. Rasmus havde en stor chance, da han fik en friløber, som burde have været omsat til mål. Heller ikke der var heldet med Borup.

Heldet var til gengæld med Rosendal i kampens 30. minut, da de får scoret på et fladt indlæg bagerst i feltet. Ærgerligt, men bagud 1-0 gik Borup til pausen, dog fortrøstningsfulde og med håbet om, at heldet skulle tilsmile Borup i anden halvleg.

I anden halvleg begyndte spillet at glide bedre for Borup. Spillerne fandt bedre hinanden, og der blev mere plads, da Rosendal fik en spiller ud i 10 minutter efter et gult kort. Borup kom længere frem, og midt i halvlegen havde Peter Skov en kæmpe chance, som overlæggeren tog sig af. Fortsat 1-0 i Rosendals favør.

Rosendal fik tilkendt et klokkeklart straffespark begået af Hans Nørgaard Nielsen. Spilleren fra Rosendal fik dog bukkefeber og brændte, da han fik for meget luft under bolden og skød på overlæggeren.

I det 75. minut fik en Borup spiller gult kort og måtte udenfor i 10 minutter. Overtallet tippede igen spillet til Rosendals side, og det var et spørgsmål om tid, inden bolden igen måtte i nettet hos et godt kæmpende Borup mandskab. Det lykkedes også for Rosendal at spille Borup forsvaret tyndt i den periode, hvor de var i overtal, og bolden måtte i nettet til slutresultatet 2-0.

Joachim Hvid satte holdet. Han vurderede efter kampen, at tropperne fra Borup havde gjort en god figur, og at holdet sagtens vil kunne tage point, når Rosendal kommer på genvisit i Borup.

Borup IF serie 4 herrer spiller næste kamp lørdag den 28. april kl. 1515 på udebane mod Hobro IK.

Annoncesponsor for dette opslag er: